Så blev det tirsdag og to helt specielle dage på Klinteborg er klar til at tage deres begyndelse. Straks efter morgenmaden styrtede et kæmpe rumskib ned på vejen mod lejrbålsgryden, og ud af dette kom en flok rumvæsener. Det viste sig heldigvis hurtigt at at rumvæsenerne var søde og rare, og efter en længere samtale med Lejrchef Morten stod det klart, at rumvæsenerne havde brug for hele lejrens hjælp til at få lavet deres rumskib igen. For at få samlet alle de reservedele der skulle bruges til at lave rumskibet, havde rumvæsenerne stillet med et kæmpe stjerneløb rundt på grunden, hvor lejrens børn kunne løse forskellige opgaver og så modtage belønning i form at diverse reservedele.
På de forskellige poster skulle børnene bl.a. komme fra A til B kun ved hjælp af mælkekasser, fragte hinanden i trillebøre, øve præcisionsskydning med vandpistoler og lege en kæmpe Kimsleg rundt på grunden. Med hjælp fra alle lejrens deltagere - både børn og voksne - lykkedes det at løse samtlige poster på stjerneløbet og derved også samle alle de nødvendige reservedele. Eftermiddagen blev afsluttet men stor glæde og taknemmelighed fra rumvæsenerne, der nu igen havde et rumskib der virkede. Det viste sig dog, at vores nye venner ikke var helt klar til at forlade lejren endnu, så de har valgt at blive til i morgen for at kunne få den fulde lejroplevelse med inden deres hjemrejse.
Efter aftensmaden var det tid til at vise vores nye venner nogle af de oplevelser som Klinteborg giver; de fik derfor lov til at opleve hvordan man fester rigtig pusling/tumlinge-style. Det var frem med musikken og så i gang med stopdans og stoledans til alle de store MGP-hits. Godt trætte efter fest med indestaben kunne rumvæsenerne slappe lidt mere af sammen med væbnerstaben der havde planlægt ude-biograf. I bedste rumvæsenstil blev der vist Wall-E.
Alle lejrdeltagere har nu ramt deres respektive køjer og senge, og vi er så klar til endnu en dag i morgen, hvor vi skal opleve endnu flere spændende ting med vores nye rumvæsen-venner.