Generelt om Skansen

Placering: Sydsiden af Ganløse Ore i Nordsjælland.
Mosevej 52, Ganløse, 3660 Stenløse.

Hytten har 15 sovepladser, et badeværelse med 2 toiletter, et nyrenoveret køkken (2010), et lederrum og en pejsestue. 

Skansen ligger på en grund syd for Ganløse Ore. I år 2013 er to sheltere blevet opført af midler fra Vanløses lokalsamfund og friluftsrådet. De er bygget af ildsjæle fra FDF K 19 - Vanløse. Der er plads til 14 personer og en bålplads m. grillrist.

På grunden er der en åben plan engflade, en terrasse ved hytten, grøn bevoksning og udsigt til skov, sø og mark.

Udlejning

Kontakt Ruth Hansen rhagha@hotmail.com eller telefon 30 31 69 91

Placering

Koordinater på hytten: UTM 55.795257, 12.298153





Transportmuligheder

Der er mulighed for at parkere to personbiler ved hytten og grusvejen ind til ejerlavet er fremkommelig med almindelig personbil. Offentlig transport og cykel til Skansen er bestemt også en god mulighed. 
(Linje B, S-tog) Værløse st.: 5,7 km 
(Linje C og Linje H, S-tog) Kildedal st.: 6,7 km


Historien om Skansen

Grunden i Ganløse blev købt i 1933 og snart kom der en weekendhytte på grunden. Den blev indviet i 1935. Hytten blev renoveret i årene 1951-1954. Læs en sjov beretning om Skansen her: 

K 19 under besættelsen - En personlig beretning

Verner Nielsen er født i 1930. Han kom til Nørrebro og blev medlem af K 9. Senere flyttede familien til Vanløse og Verner blev medlem af K 19, da K 35 blev udskilt fra K 19 flyttede Verner med over i denne kreds.

Verner er medlem af K 9s gamle drengeforening og fortæller følgende i foreninges blad BAVNEN:


Delingsførerne i F.D.F. deltog aktivt i frihedskampen.
Vi gik engang en agitationsmarch på Ålekistevej og lige pludselig forsvandt nogle af delingsførerne. Lidt efter kom der et ordentlig brag, så var en virksomhed jævnet med jorden.

Vi 15-16 årige, havde startet en gruppe på tværs af alle patruljerne, som vi kaldte IP gruppen. I midten af maj 1945 tog vi på weekend til K 19s hytte "Skansen" i Ganløse Ore.

Da vi ankom til hytten, var dørene åbne. Det undrede os, men tænkte ikke nærmere over det. Efter vi havde spist og skulle ud for at sanke brænde til pejsen om aftenen, var der en der hed Ulf, der sagde, at han havde set en mand i sort tøj, men det tog vi ikke alvorligt. Vi gik tilbage til hytten, og da vi skulle til køjs, var der en, der stod op og trak soveposen på sig, og så lod sig falde ned på sengen, og slog sit haleben.

Da han løftede madrassen, lå der en maskinpistol. Vi fandt flere og herefter satte vi så Ulfs melding om, at han havde set en sortklædt mand i forbindelse med alle disse våben. Vores lP gruppeleder Finn Hemmingsen vidste hvad der skulle gøres: vi stillede nogle tallerkener med stearinlys på, og herefter forlod vi en efter en, så hytten. Hver med et våben i rygsækken og gik gennem skoven.

Jeg har aldrig været så bange i mit liv, for hvad hvis nu jeg mødte nogle af de sortklædte personer. Vi samledes ved kirken i Kirke Værløse, og kørte derefter til Rødovre Skole, der var base for modstandsgruppen. Her lagde vi våbnene frem for gruppen, der bestod af af delingsførerne Willy Gravesen, Holger Berg, Poul Berg John Ewe, Georg Zakariasen Poul Helbo og Børge Helgason. Der blev fanget en 4-5 mand oppe i skoven: det var HIPO-folk, der havde søgt tilflugt i "Skansen".

Note: HIPO (Hilfspolizei = Hjælpepoliti): Dansk korps
Kilde: fdfmuseet.dk, d. 25. April 2016