< Klinteborg 2018, Hiken 5. juli 2018
De fleste børn på Klinteborg ved, hvad en hike er. Det er den mystiske periode i løbet af lejren, hvor Væbnerstaben pludselig forsvinder fra grunden. Ingen ved på forhånd, hvornår den kommer til at ligge, eller hvad den kommer til at indeholde. Men en ting er sikkert: Den er altid en del af Klinteborgs program. Af samme grund er netop hiken altid årsag til spekulation for netop Væbnerstaben. Erfarne seniorvæbnere konspirerer i krogene om hvornår i lejrprogrammet, hiken mon ligger skjult, mens nye førstevæbnere spørger sig selv og hinanden, om det mon virkelig er så hård en tur, som alle de store altid har fortalt. Af de mange spørgsmål en Væbnerstabsleder kan nå at få på to uger, er sætningen "Hvornår ligger hiken?" det hyppigst forekommende.
Dog forholder det sig med hiken som med så mange andre ting fra "dengang de gamle var børn". Julen var hvidere, sommeren altid varmere og hiken bestemt hårdere. Alligevel hænger den mærkværdige blanding af nervøsitet og spænding altid ved for det nye Klinteborg-års yngste væbnere; for Hiken er et endnu nyt kapitel ved livet i de store børns væbnerlejr, noget anderledes, der skal afprøves, før man tror de luskede ledere, når de siger, at det faktisk er rigtig sjovt.
I år tog hiken sin begyndelse allerede i første uge. Tirsdag efter aftensmaden vendte lejrens mætte Væbnerstab tilbage til væbnerlejren, blot for her at modtage nyheden om et lurende zombieangreb, der truede Klinteborg og dens beboere. Kort efter var evakueringen sat igang; rygsække blev pakket med soveposer og spisegrej, hvorefter turen gik i biler bort fra lejrens skemalagte hverdag og ud i årets ukendte hikeprogram. Delt i hold på tværs af patruljer kunne Væbnerstaben ved mørkets frembrud finde sig til rette i nye omgivelser og krybe i soveposerne i ly af bivuakker ved Jyderup skov. De blandede holdkombinationer sikrede lige dele yngre og ældre børn, alle med deres evner og interesser; en god kombination i et hikeprogram, der altid byder på mange og forskelligartede opgaver og udfordringer.
En anden og mindre heldig kombination er som bekendt den af lejrbørn og sultne myg. Onsdag morgen kunne samtlige af hikens deltagere, ledere som lejrdeltagere, fremvise myriader af myggestik, fordelt på alt fra arme og ben til øjenlåg og ørerflipper. Alligevel var humøret højt ved dagens morgenmad og under de efterfølgende lysningssamtaler. Ved sidstnævnte var der som altid også plads til et øjebliks ro og refleksion midt i det ellers så livlige lejrprogram. I hikens anledning var temaet denne morgen de udfordringer, en stresset sitation (det være sig et zombieangreb eller en almindelig travl dag) kan byde på for os alle; om risikoen for at blive egoistisk, når alting skal gå stærkt og om at huske vigtigheden af godt venskab og samarbejde, når tingene somme tider spidser til.
I fin forlængelse heraf gik formiddagen herefter med forskellige samarbejdsøvelser, hvorefter jagten på en løsning af zombieproblemet gik videre; denne gang på gåben. Undervejs indsamlede holdene frokost fra poster for til sidst at ende på en campingplads tæt ved havet. I vandkanten fandt holdene flaskeposter fyldt med mystiske koder og udregninger. For den kodekyndige Væbnerstab var brevene dog ingen større udfordring og efter frokost stod det klart, at der lå en løsning på zombieproblemet skjult bag de mange tegn; En særlig maskine, bygget af sjældne komponenter, var det, der skulle til for at redde Klintborgs beboere. Med fornyet energi begav holdene sig herefter afsted igen; denne gang for at hjælpe overlevende fra zombiernes angreb og herved indsamle aftensmad og puslespilsbrikker. Efter aftensmaden ved Geokids ved Veddinge bakker gik turen langsomt og søgende tilbage mod Klinteborgs grund. Undervejs skulle deltagerne finde byggematerialer og dernæst vende tilbage til Klinteborg, hvor puslespilsbrikkerne skulle samles og omsider vise deltagerne, hvordan redningsmaskineriet skulle kreeres.
En hike er selvsagt altid nøje planlagt. Alligevel kan heller ikke lederne altid gardere sig mod de overraskelser, der følger med en stor tur udenfor Klinteborgs område. Efter onsdagens mange timer på farten var tempoet efter aftensmaden langsommere end før, og mens mørket faldt på svandt også den sidste af deltagernes energi langsomt ind. Med en programforsinkelse på godt fire timer gjorde lederne derfor brug af enhver hikes hemmelige ingrediens; den alternative løsning. En varm og søvnig biltur senere kunne Væbnerstaben igen sætte fødderne på fast Klintborggrund. Mens Indestaben som altid havde indtaget væbnerlejren i Væbnerfstabens fravær, pakkede de glade, men trætte hikedeltagere deres sovegrej ud i Klinteborgs nybyggede sheltere. Til de, der kunne holde sig vågne, bød Klinteborgs tanter og onkler på varm kartoffelsuppe, og med de sidste, samlede Væbnerstabskræfter lykkedes det at få samlet materialerne til redningsmaskineriet.
Hvordan ved man så, om der har været hike på Klinteborg?
- Jo ser I: Man kan altid kende den på det øjebliks stilhed, der findes i Væbnerlejren dagen derpå.
