Endnu en dag på Klinteborg er ved at være slut, og for nogle har det også været den sidste hele dag på lejren, da der er store skiftedag i morgen. Programmet i dag har været fyldt med de traditionelle Klinteborg-livgrupper, der har stået på alt fra ansigtsmaling til vandrutsjebane og madball. Der har også været mulighed for at tage på stranden og bade, som rigtig mange valgte at gøre, da vejret i dag har været helt fantastisk! Mælkekassetårnet var også åbent i dag, og Silja 1. væbner slog rekorden, der nu er oppe på hele 19 mælkekasser!
Ligesom i går, hvor lederen Andreas fik spidsrod, har der igen i dag været tumult i spisesalen. Lederen Søren og senior-Anna kunne ikke dy sig for at lege med vand under frokosten – og når de nu var så glade for vand, var der jo ikke noget andet for, end at give dem en omgang buksevand – til kæmpe fornøjelse for børnene. Så af sted mod vandrutsjebanen og så var det ellers bare i containeren med tøj på for begges vedkommende!
Så let slap vi dog ikke i spisesalen. Da det blev tid til aftensmad manglede alle seniorerne – de lod dog ikke vente på sig særlig længe før de alle kom bragede ind. Med sig havde de deres eget bord og stole, høj musik, sodavand og strandtøj. Det var dog ikke alt – med sig havde de også lejrchefens klokke, så han knapt kunne få ro i spisesalen, og hvis der er noget der ikke passer lejrchef Jacob, så er det når hans klokke bliver stjålet! Med så meget uorden kunne det kun kalde på en spidsrod, men her stoppede seniorerne ikke – de ville have en selfie med lejrchef Jacob, der hurtigt gjorde det klart, at den slags ikke var gratis. For prisen af en is til hver af alle børn på lejren fik seniorerne deres selfie med lejrchefen. Høje på adrenalin over deres spisesals-stunt gik konsekvensen først op for seniorerne da de var blevet bunden fast til hinanden på en række stole, så der ikke var nogen vej tilbage. Og så gik det ellers bare amok! Køkkenet havde fundet alle de gode madrester fra de sidste par dage frem, blandet godt sammen og tilsat massere af brun sovs og kogte cornflakes. En virkelig ulækker cocktail der resulterede i skrigende seniorer, der nu var smurt ind til uigenkendelighed.
Selvom seniorerne nok ikke brød sig sønderligt om deres konsekvens, var de resterende børn – og for den sags skyld også ledere – vilde med det! Det blev til grin, latter og store smil, der blev båret med i seng. Børnene har nu pakket deres tasker, nogle klar til at forlade lejreren i morgen, andre til at blive en uge mere. Lederne glæder sig i hvert fald til endnu en uge på Klinteborg!