På Klinteborgs næstsidste dag skulle mysteriet om Klintonias manglende arving endelig have sin ende. Ved morgenens reveille rømmede indestaben væbnerlejren, så teltene stod klar til udestaben, der vendte hjem kort efter morgenmaden. Prins Søren den Særlige var dog taget i forvejen, og kunne i spisesalen meddele de samlede rødgule og grønne riger, at det var lykkedes blåt rige at finde frem til det forsvundne testamente. Desværre viste det sig hurtigt, at selvsamme testamente var krypteret med Klintonias ældgamle krigskode og derfor uforståelig. Den eneste løsning var at gå på jagt efter Klintonias kodehjul, der ifølge sagnet skulle ligge gemt et sted på den enorme grund. For første gang siden Klintonia-temaets start måtte rødgult og grønt rige altså arbejde sammen i deres søgen efter kodehjulet. Til hjælp havde de forskellige borgere i Klintonias univers; smeden, jægeren, gartneren, bageren, vagten og mange flere. Disse kunne hver især bidrage med en brik til det samlede puslespil - men hjælpen kom ikke gratis. På hver post måtte holdene hjælpe de nødstedte Klintoniaborgere med alskens hverdagsopgaver; lige fra at samle brænde og plante blomster til at afprøve nye sikkerhedssystemer. Til slut kunne holdene samlet ét helt kort og konstatere, at kodehjulet måtte ligge gemt i Indianergryden: Kong Torben den Tobenedes yndlingssted i hele Klintonias rige. Herefter gik prinserne i gang med at tyde testamentets koder, mens børnene gik til middagsbadning og efterfølgende frokost. Ved sjaden ventede alle spændt på at høre, hvad prinserne havde fundet frem til, men aldrig så snart var de kommet op at stå, førend rådgiverne og dronningen stormede salen flankeret af fire sortklædte vagter. Her proklamerede dronning Helene, at hun aldrig har anset nogle af sine tre sønner for noget særligt, ligesom hun også altid havde afskyet deres far. Hun indrømmede, for øjnene af samtlige tilstedeværende, at havde forgiftet Kong Torben i forsøget på at tage magten i Klintonia. Herefter forsvandt hun med testamentet i følgeskab med sine vagter og de tre forræderiske rådgivere. Prins Søren, Patrick og Lyngø sundede sig dog kun kort. Det stod klart, at de nu igen var nød til at samarbejde for at vinde testamentet tilbage fra deres mor, og til lyden af tambourkorpsets trommer, satte de sammen med rødgult, grønt og blåt rige kursen mod fjendens borg på fodboldbanen. Her angreb de samlede tre riger forræderne med vandballoner, hvorefter lederne slog porten ind med en rambuk. Vagter, rådgivere og dronningen måtte omgående overgive sig, og de sejrrige riger kunne juble i fællesskab. Efter en god lang aftenbadning var der ved aftensmaden dækket på til festmåltid under åben himmel i borggården. Inden Klintonias riger kunne finde deres pladser i borggården, var det dog blevet tid til at læse det famøse testamente. Hofmarskal Jens læste højt for den stadigt mere måbende forsamling, og Kong Torben den Tobenedes sidste vilje blev nu endelig afsløret. I testamentet proklamerede han, at han ikke anså en eneste af sine sønner som værdige til tronen, og at han derfor i stedet testamenterede sin krone til sin søstersøn; også kendt som lejrchef Emil Gaarde. Emil kunne herefter krones og finde sin plads ved højbordet i borggården, hvor de slukørede prinser Søren den Særlige, Patrick den Pudsige og Lyngø den Lalleglade ligeledes sad med. Så stod menuen på revlsben, sovs og kartofler, ligesom tanterne efterfølgende overraskende med dessert til alle deltagere. Selv arbejdsholdet, Klintonias forvaltere og de tanter, der ikke havde køkkenvagt, havde i dagens anledning rykket deres spiseborde fra borgens sydvestside til borggården for på denne måde at kunne deltage i festlighederne. Med både det rødgule, det grønne og det blå riges faner vejende fra flagstangen festede alle lejrdeltagerne næsten helt til flagparade, og aftenen bød bl.a. på underholdning i form af en skjald, en jonglør og ledere, der pustede ild. Da måltidet var afsluttet, bød Kong Emil de tre prinser farvel, og selvom de stadig ikke helt kunne skjule deres skuffelse, var det dog med en vis værdighed, at de sammen forlod borggården og Klintonias jorde.
Efter flagparaden gik lejrdeltagerne til patruljebål, og mens nogle fangede krabber, gik andre en kort tur, nød en is fra Tutten eller legede i borggården. I væbnerlejren, der her til aften kun tæller ti børn, droppede man helt patruljebålet og hyggede sammen med røgbål. Den kommende fredag er Klinteborgs sidste hele dag; og måske den mest traditionsbundne af dem alle. Her venter nedpakningen, oprydningen, det traditionelle store indendørs lejrbål og fakeloptoget, der hvert år markerer Klinteborgs afslutning.
