Sommerlejrens første onsdag er gået med tema. Efter morgenmaden trådte deltagerne sammen ind i Harry Potters magiske univers og i løbet af den første livgruppeperiode byggede bordholdene koste, lavede briller og blev ansigtsmalet i deres kollegiefarver: Gryffindor i rødt og guld og Slytherin i grønt og sølv . Herefter stod den på quidditchtræning på grundens store fodboldbane. Her spillede de mindste søgere og fragtede små bolde frem og tilbage mellem de to banehalvdele, mens de ældre børn spillede angribere og skød til måls efter de høje målringe med frisbees.
Ved dagens sjade var der endnu en gang en fødselar i blandt os, denne gang Esther, 2. pilt, der fyldte 11 år. Som altid blev dette fejret med dejlig musik fra tambourkorpset og Esther fik sin fødselsdagsgave af selveste lejrchef Emil. Efter sjade fortsatte dagens temaprogram med en stor quidditchturnering, hvor bordholdene dystede indbyrdes i kampen om sejren. Efter mange fine præstationer endte bordhold 13 og bordhold 4 i finalen; og sidstnævnte løb til sidst af med den velfortjente sejr. Efter en varm eftermiddag i solen havde mange mod på en tur i vandet ved aftenbadning, mens andre legede videre med de fine koste, der var blevet bygget i løbet af formiddagen.
Aftenprogrammet var adskilt i patruljer. Indestaben fra 1. puslinge - 2. tumlinge gik en tur til Gadekæret, hvor arbejdsholdet ventede med is til den glade flok. Piltene blev ikke snydt, men måtte først en tur i et velfortjent bad på indestabens tomme værelser, før isene blev uddelt i piltelejren. I udestaben er indgangsportalen blevet udvidet med hængekøjer, og lejren er klargjort til det skybrud, der tidligere på dagen blev varslet til i nat.
Mens børnene har fundet deres soveposer, gør lederne klar til aftenkaffens møde og dagen imorgen; og selvom torsdagens program byder på helt almindelige livgrupper, bliver det højst sandsynligt Klinteborgmagisk på sin egen måde.