Som altid betød den første del af Klinteborgs anden dag adskilt program for henholdsvis indestab og udestab. Mens væbnere og seniorvæbnere startede dagen med at overraske deres ledere med den flotteste teltorden, tog indestaben det lidt mere roligt - det var langt mere interessant at lege end at ryde op! Formiddagen gik for udestabens vedkommende med, at bygge en kæmpe indgangsportal ned til væbnerlejren, alt imens indestaben havde deres egne livgrupper med bl.a. spillebule, sandkassekonkurrence og Dæk (et særligt Klinteborgspil alla rundbold, hvor børnene henter point i marken, når bolden er kastet). Frokosten var i dagens anledning også adskilt, dog med samme menu; nemlig kylling, pølser og kartoffelsalat.


Sammen med siestaen kom solen - hvilket dårligt kunne times bedre, da denne tid på dagen som altid betød slikhandel i Tutten for alle lejrens børn. Med en lejr på næsten 110 børn var tutkøen til den lange side; med med sjov, leg og solskin gik minutterne hurtigt og snart kunne alle nyde den velfortjente middagspause med lidt sødt til ganen. 

Efter sjaden gik turen i samlet lejrtrop mod lejrbålsgryden, hvor årets gudstjeneste ventede. Herefter fulgte en stor fælles leg på Klinteborgs store fodboldbane. Dette år havde lederne udtænkt en kæmpe smuglerleg, hvor store som små samarbejdede om at handle,  forhandle og løbe mellem boder og "det store marked", alt imens de kæmpede for at undgå toldernes lige lovligt lange arme (lederne). 

Ovenpå næsten halvanden times tons i varmen var mødet ved aftenens aftenbadning ikke noget af kimse af. Og mens børnene boltrede sig i det store blå, fik lederne tid til at forberede aftenens adskilte lejrbål. For udestaben betød dette et kæmpe stjerneløb bestående af 10 poster, hvor man skulle alt fra at pakke gaver ind kun med den ene arm til at guide hinanden igennem en blinde-bane og skifte tøj med sin makker.  Imens gav indestaben den gas med slush-ice, popcorn og  ballon- og stopdans i spisesalen til årets store indestabsfest. 

Mens solen går ned over de gule barakker er der nu langsomt blevet ro både på værelserne og i teltlejrene. Og i morgen venter atter en Klinteborgdag, denne gang af den helt klassiske slags, med livgrupper, badning og masser af fantastiske oplevelser.