I dag har vi haft den første "rigtige" Klinteborg-dag, hvor livgrupper har været det bærende element i programmet, og børnene har haft muligheden for, selv at bestemme hvad de ville lave hele dagen. Som altid startede vi dagen ud med flagparade, morgenmad og en forkyndelse, der igen bød på et besøg fra æslet Eigil som havde endnu flere historier fra fortiden at dele med os. Lejrchef Emil introducerede herefter hele spisesalen til formiddagens livgrupper, der bød på alt fra at male på sten, ligge kæmpe-puzzlespil og spille fodbold til bungy run og storsuccessen madball. Madball er en form for krigsspil, hvor to hold kæmper mod hinanden på en bane ude i skoven. Her gælder det om at skyde modstanderen med sokker fyldt med mel og stjæle deres flag før de stjæler jeres.
Efter første livgruppeperiode var det tid til en anden af Klinteborgs store successer nemlig tutten, hvor børnene hver dag kan få fyldt slikmaverne op med et stort udvalg af bland selv-slik, is og slush-ice. Man er vel på sommerlejr :-)
Vi har igen i dag været heldige med vejret, og det betød i den grad, at dagens middags- og aftenbadning var et hit. Store som små boltrede sig i de store bølger, fangede små søstjerner og legede vandkampe med hinanden. Vandet er efterhånden ved at nå en temperatur, som de fleste kan affinde sig med - og det viser sig i den grad på antallet af badende voksne og børn!
Anden livgruppeperiode gav børnene mulighed for at skrive breve til deres forældre, blive malet i ansigtet, lave perleplader og spille ultimate, der et et holdspil med en frisbee. I denne periode havde børnene også mulighed for at øve på deres talenter til aftenens talentshow-udgave af lejrbål.
For at få en anden vinkel på livgrupperne end ledernes, havde vi sendt 1. piltene Mette, Eva og Anna H. ud på lejren for at se hvordan det hele ser ud i børnehøjde. Blandt deres favoritter var perlelivgruppen, hvor man både kunne lave perleplader og smykker, og især smykkerne var en success.
Midt på Klinteborggrunden var et stort cirkustelt blevet sat op, og det var derfor oplagt at lave en særudgave af lejrbål, hvor også børnene fik lov til at optræde for hinanden - og hold nu op, hvor har vi mange forskellige talenter delt ud på lejrens deltagere! Vi fik set alt fra dans, vitser, røverhistorier og sjipning til hvor langt man kan få en teske op i næsen og at det faktisk er muligt (i hvert fald for nogle) at svinge sine arme hele vejen rundt om sin overkrop. Alt i alt et super fedt talentshow, og en god afslutning på en rigtig hyggelig dag i livgruppernes tegn.
Vi ser frem til i morgen, der byder på adskilt dag hele dagen.