Denne søndag udgjorde én af de to planlagte forældredage i K19s kredslejr. Kort efter morgenens forkyndelse myldrede det ind med venner, familie og kærester, der havde taget turen til Sletten for at opleve en lille bid af Landslejrens ”store sus”. For de af lejrdeltagerne, der ikke ventede besøg, var der badning på formiddagsprogrammet. En tiltrængt tur under bruseren og et dyp i landslejrens helt egen swimmingpool gjorde da også underværker for de snavsede deltagere fra K19 og holdet kunne gå til frokost - rene og med ny energi. Menuen var karrykylling og linsesuppe alla Myanmar; retter, der senere skulle vise sig at være smagsprøver på dele af eftermiddagens program.
Efter maden pakkede lejrdeltagerne deres turtasker og kastede sig ud i et Vildmarksræs (et light adventurerace) rundt på Slettens grund. Her prøvede de bl.a. kræfter med et mini-minefelt-løb, byggede en bro af rafter og søgte efter brikker til en bogstavopgave i skovbunden. Efter endt Vildmarksræs kunne de af lejrdeltagerne, der havde mod på flere oplevelser, bevæge sig rundt blandt boderne i ”MyanMageløs” – en slags bazar med boder og aktiviteter inspireret af FDFs missionsprojekt i Myanmar. Her kunne man bl.a. blive malet i ansigtet, danse, grave efter guld, fange fisk, så rismarker og arbejde sig igennem en forhindringsbane.
Aftenens lejrbål foregik sammen med de andre kredse fra landsbyen Spurten og kl.22:00 sænkedes stilheden over K19s sheltere - med håbet om en morgendag med solskin og nye store oplevelser på FDFs Landslejr 2016.