Hvad der ved lejrbålets afslutning torsdag aften havde kunnet betegnes som enkelte dryp, udviklede sig denne fredag morgen til et solidt regnskyl. Klædt på til det danske sommervejr kastede K19s lejrdeltagere sig ud i byggeriet af de sidste syv sheltere. Mens nogle bar rafter til fra landsbyens lager, målte andre op, savede og bandt sammen efter de udførlige anvisningerne i den LEGO-inspirerede manual, lejrleder Jens P. havde fabrikeret til anledningen. Imens udforskede landslejrens pilte Slettens mange muligheder på det store Pilteløb. Målet var at finde frem til Dronning Cordelias forsvundne guldlegetøj, og lejrens pilte måtte derfor igennem et regnfuldt og grundigt træningsprogram for at kvalificere sig til rollen som spioner for den triste dronning. Løbet bød på bl.a. billedposter med forklædning, betroede byggeopgaver (sugerørstårn) og udfordrende samarbejdsøvelser (at folde et tæppe ud mens hele holdet stod på det). Til sidst kunne de sejrende, våde spioner vænne hjem til kredslejren, der i mellemtiden havde afbrudt byggeriet af de sidste to sheltere pga. af det tiltagende regnvejr. Eftermiddagen gik i stedet med fælles hygge i det store cirkustelt med improviserede gættelege og snak om de kommende dages spændende program. Dette midlertidige ophold fra regnen gjaldt dog ikke det ihærdige køkkenhold, der asede med at færdiggøre aftenens menu, fiskefrikadeller med råkost og persillesovs til 70 personer, i det silende regnvejr udendørs. 

Pga. af regnvejret måtte det planlagte lejrbål i Spurten flyttes frem til lørdag og aftenunderholdningen blev erstattet af en gang ”Margrethe-skål” (Gæt&Grimasser) i cirkusteltet for de af børnene, der orkede. Resten tumlede trætte i seng og ænsede ikke engang lederne, der udnyttede et kort ophold i regnen efter kl. 22:00 til at færdiggøre de sidste to sheltere.  

Billeder