I weekenden den 17. - 19. marts 2017 kulminerede omkring et halvt års planlægning og fondssøgning da frivillige ledere og forældre byggede en bålhytte i haven ved kredshuset. Bålhytten er åben ind til den lille del af haven, som giver en invitation til alle om, at lave bål uanset vejret og årstiden.
Ud over bålhytten blev der ryddet op i resten af haven, så vi nu har en stor brugbar have og et fyldt brændeskur til glæde for hele kredsen. Weekenden d. 24. -26. fortsætter arbejdet og lidt senere på året vil bålhytte blive indviet med bålmad og hurraråb! Bålhytten er opført i naturlige materialer og giver en hyggelig atmosfære til haven. Bålhytten er installeret med kædeophængt grill- og stegepander, som kan justeres i højden.
I weekenden d. 25.-26. marts 2017 blev den sidste del af bålhytten bygget færdig. Der blev bygget bænke rundt i bålhytten og der er nu plads til 20 siddende voksne. Taget blev færdiggjort med en flot 'finish', med et 'varmerum' lavet af metal, som sørger for at røget kan komme ud. Tusind tak til tømrer Michael N. Johansen (Ham med tommelstokke gennem huset og tidligere medlem af kredsen) og FDFer Patrick Bye (kredsens tømrer) for at styre byggeprocessen og bruge mange timer for at få hytten færdig.
Torsdag d. 30. marts kl. 18:40-19:00 afholdes indvielse af bålhytten med børnechampagne og skumfiduser! Vanløse Lokaludvalg, forældre, involverede og alle medlemmer er inviteret og det bliver en festlig aften. Aftenen byder på tale, båndklipning og hygge omkring bålhytten. For de mindste (5-10 årige) er der børnegudstjeneste efterfølgende.
En særlig tak skal lyde til Vanløse Lokaludvalg og Friluftsrådet, som begge har doneret 20.000 kr. hver til projektet. Hytten kunne ikke realiseres uden så flotte gaver. FDF K19 - Vanløse siger tusind tak og godt bål.