Vendia er kendt og berygtet i FDF-kredse rundt om i Danmark, for at være den ultimative FDF-løbs udfordring. Det er et adventurerace, som strækker sig over godt og vel 80 km. Strækningen skal tilbagelægges udelukkende i gode vandresko og med oppakning. I oppakningen skal alt som skal bruges i løbet af weekenden medbringes, inkl. mad og sovegrej. Løbet starter fredag aften og slutter søndag ved middagstid i Nordjylland. I år indeholdte Vendia-løbet 41 forskellige poster og en strækning på 82 km (Hvis man ikke gik forkert), så omkring 100 km i alt.
Løbet har siden 1971 udfordret mange FDFere og aldrig har et hold fra Vanløse vundet før - Indtil nu :) Holdene blev udfordret i at samarbejde, tænke klart og løse opgaver når kroppen i den grad trængte til hvile og søvn. (Holdene fik maks. 4 timers søvn over de tre dage)
Allerede inden løbet blev der arbejdet på højtryk med at løse dette års 'foropgave'. Opgaven lød på, at konstruere et timeglas, som præcist kunne måle 30 sek. Timeren skulle være en glaskugle som blev lagt i en 1,5 L plastflaske og 30 sek. efter skulle den poppe ud 2 cm. over flaskens bund. (Se billederne for af se et af holdenes besvarelse) På løbet blev tiden 24,52 sek. for 'Allepåtrods' og 30,5 sekunder for 'Fyn er bare noget vi kommer over' - Flot
Efter at have dystet i mange sjove, finurlige og svære opgaver såsom: Ridning, pistolskydning, pionering, knudrede koder, hemmelige poster, hjemmebygget kano af plastsække, orientering, fysiske tests og militære forhindringsbaner vandt Hannah Christensen (Tidligere leder i K19 og nu leder i FDF Mørkhøj) og Anders Damkjær 'Allepåtrods' på fornem vis. Stor tillykke til dem! Vandrepokalen (Et stort søm) kan ses nede på 'præmie-gange' i lokalerne.
Sebastian Bang og Oliver Jacobsen fik en flot placering som løbets nr. 11 ud af 26 hold. Rigtig flot, da det er Olivers anden gang og Sebastians første. Trods de hårde strabadser gennemførte de og fik også én på opleveren.
Det var lykkens tredje gang, at Anders og Hannah deltog.