Juuuuhuuu, endelig blev det tid til sommerlejr på Klinteborg igen! Det er noget som både børn og voksne glæder sig til - ja, næsten hele året. Og endelig er vi her igen.

Vi ankom til Klinteborg i går med toget til Fårevejle som sædvanlig. Derefter ventede den "korte" gåtur på 5 km som kulminerer når man fra toppen af Højbjerg endelig kan skimte Klinteborg, og det blå hav. Det er sjovt som de børn, der slet ikke kunne gå minuttet før pludselig løber ned af bakken med fornyet kraft.


Det var et dejlig gensyn, og vi delte os straks - indestaben gik mod deres værelser, hvor der skulle redes senge og pakkes ud. På Klinteborg pakker vi alt det rene tøj ud i skabe, sådan at det er nemt for børnene. Derefter tog vi os en rundtur på grunden - bare lige for at opdatere de nye og de gamle på reglerne. Alle piltene gik i piltelejren, og begyndte på opsætning af deres lejr med både telte, indgangsportal, og tørrestativ. Imens gik seniorvæbnerne igang med at binde rafter op i træerne og lave de hængekøjer som de skal sove i hele lejren - det er vist noget af et byggeri, og de endte med at måtte sove under åben himmel, da de ikke nåede at få sat tag op på førstedagen. Resten af væbnerne fik sat deres telte op. Om aftenen fik vi den traditionsrige aftensmad - nemlig Spaghetti Kødsauce, som vi altid får den første aften, og vi blev inddelt i de bordhold, som vi nu skal spise alle måltider sammen med resten af ugen.

Om aftenen holdt de forskellige stabe selv deres arrangementer. Vi plejer ellers at have fælles lejrbål den første aften, men i år var dette udskudt til dag 2. I indestaben hyggede vi i patruljer, mens de i pilte- og væbnerstab hyggede i lejrene og byggede færdig. Og så var første dag ovre.

2. dag startede tidligt for de fleste, da nogle af piltene vågnede kl 5, og gik igang med teltorden. De fandt dog hurtigt ud af at det var en dårlig ide, da de larmede så meget kl 6, at de blev smidt ind og sove igen - og de opdagede hvor længe der faktisk var til morgenmad når man intet havde at lave. Også i indestaben var ungerne tidligt oppe. Der var nogle der havde hørt at man kunne komme ind og se Ramasjang hvis man vågnede tidligt, og derfor var der nogle der allerede kl 5.30 kom og spurgte hvor det der Ramasjang kunne ses. Vi prøver nemlig i år at hvis man vågner tidligere end kl 8 (hvor de bliver vækket), så kan man tulle ned i den nye pejsesal, og læse lidt Anders And, eller se noget Ramasjang. Vi håber at det kan give dem der gerne vil sove lidt længere muligheden for det.

Efter morgenmad var der adskilt program. Indestaben tog til stranden og legede med strandlegetøj, og soppede - men ikke længere end til anklerne. Piltene havde et samarbejdsløb, hvor  de skulle arbejde sammen i deres telte, og lære hinanden bedre at kende. I væbnerstaben hyggede de og fik færdiggjort deres byggeri. Det var jo lidt kritisk at få taget op, nu hvor der er lovet skybrud i morgen. Efter frokost - dejlig lakselasagne - var det endelig tid til de første gang livgrupper. I dag kunne man spille dæk, lave kæmpemaleri, frisbeegolf og perler. Livgrupper er klassisk klinteborg, og det føles altid næsten først som Klinteborg, når man har haft de første livgrupper.


Om aftenen havde det første fælles lejrbål. Thomas Lund var helt alene i lejrbålsudvalget i dag, men han fik hjælp af både den der havde været senior i flest år, ham der havde købt for mest tut på en gang, og kredslederne fra både Vester Hassing og Øster Hassing, som begge var på sommerlejr på Lindeborg. Det var sjovt, og rart endelig at få lidt en fælles ramme. Efter lejrbålet var det lige på hovedet i seng for både indestab og piltestab, og der var ikke de store problemer med at falde i søvn i dag. Væbnerlejren må jo blive oppe en time længere, og den brugte de på at gå en tur og se på solnedgang. Den var nu også noget særligt i dag - og meget flot på den traditionsrige voksen-aftentur. Nu vil vi sige godnat herfra.


Billeder