I dag har lejren været adskilt det meste af dagen, da indestaben har skulle tage mærker og udestaben har været på en mini-hike. Hele indestaben blev delt op i patruljer, så man var sammen med de børn man kender fra torsdagsmøderne hjemme i kredsen. 1. puslingene tog sejladsmærke 1 og musik 1, hvor de blandt andet var nede på stranden for at fange krabber. 2. puslingene har været væk fra grunden det meste af dagen, fordi de har været ude på deres egen hike. 3 kilometer fik de gået, og udervejs var der både boldspil, historiefortællinger, krabbefangeri og badning. 1. tumlingene tog drama 1, hvor de lavede gipsmasker på hinanden og leg 3, hvor det meste af eftermiddagen blev brugt ovre på den store fodboldbane, der gav mulighed for en masse aktiv leg. 2. tumlingene tog medie 1, så de har brugt dagen på at være rundt hos de forskellige patruljer og interviewe dem, tage billeder og lave collager over hvordan dagen er gået. Frida, Julie, Vilma og Loa har bl.a. været ovre og besøge piltelejren, og det kom der dette fine interview ud af:


"Tirsdag besøgte vi piltelejren, som var igang med en masse sjove ting. Vi satte os for at finde ud af, hvad der var sjovt og hvordan det var at sove i telt. Vi talte med Ditlev på 10 år og Celia på 11, som begge er 2. pilte. De synes begge to at det er sjovt at sove i telt, men Celia var ikke meget for det i starten. Nu ed hun at det er sjovt og hyggeligt at vågne i en klump og have det dejlig varmt. Når de skal i bad og på toilettet, så bruger de væbnertoiletterne. 

"Ditlev synes det er sjovt a være i piltlejren udendørs, fordi man kan ligge tæt på sine venner og hviske sammen. Man lærer også alle de andre pilte at kende og det er hyggeligt. De skal hver dag holde teltorden og tøjet skal stå for enden af liggeunderlaget. Når det reger i piltelejren er det vigtigt at oversejlet ikke rører ved teltet, for så kommer der regn ind. Der er også gravet render, så vandet fra oversejlet kan løbe ned i renderne og ikke ind i teltet.

"Det var sjovt at besøge piltelejren og de var rigtig flinke og søde."


For udestaben startede dagen allerede natten til tirsdag, hvor de blevt vækket for at skulle ud og lave nataktivitet i skoven. Der blev leget en sten, saks, papir-udgave af skov stratego, hvor det handlede om at erobre alle modstanderens brikker. Et super sjovt spil, hvor de natlige omgivelser i skoven giver en helt speciel stemning. 

Tirsdag morgen fik væbnerne så lov til at sove en time længere, så de var helt opladet og klar til en dag uden for Klinteborgs grund, de skulle nemlig på hike - dog en kort en af slagsen med kun en dags varighed, da vi jo kun er af sted i en uge i år. For at forkæle børnene lidt ekstra var den normale morgenmad lavet om til en lækker brunch over bål nede i væbnerlejren, så en bedre morgen kunne man faktisk ikke ønske sig.

Da brunchen var spist færdig var det straks af sted mod stranden, der dannede ramme for første del af hiken. Her blev der undervejs kastet smut og spillet fodbold. Snart var de alle ankommet til Skamlebæk-tårnet, hvor arbejdsholdet stod klar med frokosten. Herefter var det ellers bare tilbage mod Klinteborg, dog af en lidt anden vej, så man kom forbi byen og kunne få sig en stor is - og det var tiltrængt i et vejr så godt som det vi har haft i dag!

Tilbage på lejren stod den ellers bare på fri leg for de udmattede væbnere inden de kunne komme i tutten, der i anledning af hiken holdte ekstra åbent. Til aftensmaden var hele lejren igen samlet inden den stod på stabsbål, hvor der for indestabens vedkommende var sandslotskonkurrence nede på stranden, og for udestaben stod den på magretheskål - en leg hvor alle skriver navnet på en kendt person og ligger det i en skål. Herefter skiftes to hold til at mime de forskellige navne for hinanden, hvor det så handler om at gætte flest rigtige for at vinde.


Alle børnene er nu lagt til ro, og vi krydser fingre for et lige så godt vejr i morgen, som vi har haft i dag!